Fars Hjørne


Min far hedder Mikkel, men jeg kalder ham vist mest "baa!". Han leger meget med mig, og om aftenen putter han mig i bad.

Om natten vågner jeg nogen gange, og skal have noget pat ved mor, og bagefter kommer jeg nogen titi og ligge i arm ved far. Det er hyggeligt alt sammen, men nogen gange kradser hans kind - også når man mysser.

Tit leger vi farlig tiger, hvor far er den farlige tiger. Nogen gange skal man kravle og løbe væk fra den, og hvis den fanger en kilder den bare en meget, til man griner! Andre gange skal den bare have et knus, fordi at man da godt kan se, den i virkeligheden er en knuse-tiger og ikke en kilde-tiger.

Når jeg har sovet middagslur, plejer far at tage mig op, og så skal vi først kigge ud over altanen om der er nogen børn ude at lege, og så kommer jeg ind i sofaen og sidder ved far og vågner op. Det er også rigtig rart.

Når han putter mig i bad, så plejer vi at plaske med vand rigtig meget. Jeg har også en flaske som man både kan bruge til at drikke af, og sprøjte med vand med. Andre gange kan jeg bedst lide at drikke vandet lige fra badekarret, undtagen når vi har skumbad, for så er det svært.

Nogen gange har jeg på fornemmelsen, at han ikke er helt glad når jeg omarrangerer bøger og DVD'er, eller beslutter mig for at lege med alle mine duplo-klodser over hele gulvet. Tit er han ligeglad, men nogen gange, især om aftenen, er det ligesom om han sukker dybt og ryster lidt på hovedet.