Onsdag den 12. november 2003


I dag var det onsdag, og så skal man ned til sundhedsplejersken og lege. Det er ikke fordi hun skal veje mig i en ble, ligesom da jeg var helt lille, men når det er onsdag, holder hun åbent hus nede ved legepladsen, og så kommer der en masse børn, mest med deres mor.

Så leger jeg mens far snakker og drikker kaffe. I dag var Mathias der for første gang. Han er stor, næsten 1½ år og vi kunne gå rundt sammen og lege. Der var et legestativ, som jeg fandt ud af det var smaddersjovt at skubbe med, og da nogen havde ladet en dør stå åben, lykkedes det næsten at snige mig ind i kontoret ved siden af, hvor der er spændende ting som en computer og en Playstation! Men lige da jeg kom ind, hapsede far mig og lukkede døren. Selvom han kildede mig og det var sjovt nok, ville jeg nu gerne have undersøgt det noget mere…

Før vi gik derned havde vi været i Fakta, og far havde købt noget og puttet i lommen. Det lignede noget spændende, men det var først dernede jeg fandt ud af hvad det var. Små brød der smagte sødt! "Kanelgifler" kaldte far dem. De voksne spiste dem til kaffen, men jeg syntes det var meget sjovere at gå rundt og bide af, mens man undersøgte det hele. Da jeg havde spist den første, gik jeg op til far og sagde "Hmpf!" med en lidt bister mine, mens jeg rakte en flad hånd frem mod ham. Far forstod en hentydning, og gav mig en giffel til.

Lige pludselig skulle alle til at hjem. Jeg fik flyverdragt på igen, og på vej hjem gik vi forbi et sted med mange børn, der legede udenfor, og far sagde, at det var der jeg skulle gå i "vuggestue" om nogle måneder.

Det lyder spændende, men jeg er ikke heeelt sikker på hvad det præcis går ud på. Men de var smadderflinke indenfor, og alle de voksne kiggede på mig og sagde, at jeg havde flotte mørke øjne, og et sødt smil. Jeg blev jo helt genert, og måtte med et afvæbnende smil gemme mig lidt i flyverdragten. Så sagde de bare mere "ih" og "åh" og "hvor er hun sød!" - altså!

Far snakkede lidt med en af de voksne, og sagde han havde aftalt, vi skulle derned sammen med mor snart, så de kunne snakke om det med, at gå i vuggestue og sådan noget.