Maj 2003


Den første maj skulle mor og Josefine til demonstration. Det var ikke første gang, Josefine prøvede det, men denne gang var hun jo meget større, og så kunne hun sidde op og kigge og alt muligt. Desværre regnede det en hel masse, så det var ikke så sjovt i længden. Så til sidst tog mor og Josefine hjem igen sammen med mors veninde, Stine, som var noget til mor, som de kaldte "gammel kollega". Josefine syntes nu ikke, hun så særligt gammel ud.


01-05-03-kl.-13.23 01-05-03-kl.-13.24
Fine til 1. maj-demonstration. Det er Aslak, der står bagved og svinger med fanen.   Sådan en lille en kan let forsvinde i mængden, så her er et enkelt close-up..

Der skete faktisk ret meget i begyndelsen af maj. Josefine var en livlig lille pige, der var vild med at krybe rundt, så mor og far var sikre på, at hun ikke ville lære at sidde, før hun fyldte et halvt år. Hun havde nemlig så meget krudt bagi, at hun slet ikke gad prøve at sidde. Der skete jo ingenting, når man bare sad.

Alligevel prøvede mor at sætte Josefine op nogle gange - bare for at se, om hun kunne. Og pludselig en dag i starten af maj, blev hun siddende. Først var det lidt underligt, men man syntes faktisk, verden var ret morsom på den her måde, så selvom det aldrig blev et lige så stort hit som at bevæge sig rundt, så blev det med at sidde trods alt noget, man godt kunne finde på i kortere tid ad gangen. Især hvis man kunne se fjernsyn samtidig med.


05-05-03-kl.-12.07 05-05-03-kl.-12.08
Det er en ny måde at opleve verden på, når man sådan sidder selv.   Men Josefine kan godt mærke, at det er noget specielt, som hun kan være stolt af!

Den 8. maj var helt underlig. Mor og far rendte rundt og tog fint tøj på, og Moster Anne kom og rodede rundt i mors hår og fik det til at sidde oven på hovedet på sådan en underlig måde, som mor og far syntes var pæn. De fortalte Josefine, at de skulle noget, der hed giftes, og at Josefine skulle med. Selvom hun var blevet rigtig forkølet.

Josefine blev hentet af Bedstefamilien, og så tog de ned til Rådhuset. Pludselig kom mor og far også derned, og der var en hel masse mennesker. Både nogle, Josefine kendte og nogle, hun ikke kendte. Så skulle de ind og fotograferes, og så sad de allesammen i et rum og kiggede på, at mor og far stod foran en dame, som sagde nogle ting. Det var lidt skørt.


05-05-03-kl.-12.27 07-05-03-kl.-15.56
Sådan her plejer Josefine at krybe rundt. Næsten uden stop, når hun ikke lige er ude for at få en lur.   Her har vi gemt en nøgen baby blandt en masse legetøj. Kan du mon finde den?

Bagefter gik alle ned på en restaurant og spiste mad, men Josefine skulle bare have pat, som hun plejede. Senere skulle Josefine med bedsterne hjem, som hun havde været det så tit, men hun skulle ikke hjem til mor og far om aftenen. Det var helt skørt, at det var Bedste og Bedstefar, der gav hende en aftenflaske og puttede hende, men det var også meget hyggeligt, for man måtte gerne ligge ved siden af lille Onkel Anton, og det gad man i hvert fald godt.

Nogle dage senere kom der masser af gæster igen. Men denne gang var det allesammen nogen, som Josefine kendte. Det var nemlig mødregruppen. Dem havde Fine jo kendt siden hun lå inde i maven, så det var rigtig hyggeligt.


12-05-03-kl.-12.04 12-05-03-kl.-12.29
Fine har taget Nadias sut, men nu vil Nadia have den tilbage! Nicholas synes,at pigerne er lidt skøre.   Nu er babyerne alle blevet et halvt år eller mere...

Da babyerne var små, lå de mest bare og kiggede på hinanden, sov eller sad ved deres mødre. Nu begyndte de at sidde eller ligge på gulvet, og man kunne efterhånden se, at de legede lidt sammen. Josefine var stadig den eneste, der kunne krybe frem, men de var flere, der kunne sidde, så det var efterhånden ret kaotisk, når de var samlet.


12-05-03-kl.-12.31 12-05-03-kl.-12.32
...og de kan sidde selv i sofaen. Nicholas synes vist, at Fine har været uartig...   ...men Fine forstår heldigvis at sige fra.

En uges tid senere skulle Josefine og mor mødes med nogle andre babyer og deres mødre. Det var nogen, mor kendte inde fra Internettet. Der havde hun også været, siden hun var gravid, og så havde de allesammen fundet på, at det kunne være sjovt at mødes. De mødtes ude ved Monic og Martin, som Josefine allerede kendte, fordi de havde set hinanden flere gange. Faktisk havde Josefine set Martin, da han kun var et par dage gammel, ude på Skejby Sygehus, hvor hun også selv blev født.


12-05-03-kl.-12.33 17-05-03-kl.-17.16
"Han er sød, ham Nicholas, men han kan godt gøre lidt ondt i ørerne."   Her sidder Fine sammen med de andre børn fra iGroups-træffet

Efterhånden som Josefine blev større, blev hun også stærkere. Men det gjorde mor bare ikke, så derfor kunne det nogle gange være svært for hende at holde Fine, når hun skulle have tøj på. Fine havde nemlig en leg, der gik ud på at vride sig så meget som muligt, så mor ikke kunne holde fast på hende. Den var især sjov, hvis hun skulle have strømpebukser på, for så kunne man ligge stille, mens man fik det ene ben på, og så når mor kom med det andet ben, kunne man sprælle helt vildt, så strømpebukserne faldt helt af igen.

Nogle gange måtte mor tage Josefine med ind i sengen, og så kunne hun finde på at sætte sig med et ben hen over Fines mave, så hun ikke kunne sprælle nogen steder. Josefine var sikker på, at der fandtes en lov mod det, men hun nåede aldrig at anmelde det til babyrettighedskommissionen. Snyd!


17-05-03-kl.-17.56 18-05-03-kl.-09.31
Mor har fået en hat af baby.   Flyvende Fine!!!!

Sådan en aktiv baby har selvfølgelig brug for at sove en masse. Hun plejede da også at sove ca. 3 gange i løbet af dagen, og så plejede hun at komme i seng kl. 21. Så sov hun til ca. 5.30 eller 6, for så blev hun sulten og ville over til mor og have pat. Bagefter plejede mor at stå op, men far og Fine sov videre, som regel indtil mellem halv otte og halv ni. Så var man altså også frisk og klar til at lege og alt muligt.


18-05-03-kl.-09.33 20-05-03-kl.-11.59
Lenka har lavet punktfrisure på lille Isa.   En lille snedig pige i en stor bunke dobbeltdyne.

Noget af det, der var sjovt, var at pludre og snakke med sig selv i spejlet. Dengang Fine lærte at krybe, blev spejlet kedeligt, for det kunne man jo kun se, hvis man lå stille. Men nu, hvor hun også nogle gange gad at sidde eller ligge stille og pludre, blev hun gode venner med spejlet igen - så kunne man nemlig ligge og fortælle historier til babyen derinde.


20-05-03-kl.-15.59 20-05-03-kl.-18.56
Ahm...æble og fjernsyn - så nyder man livet!   Krybe, krybe, krybe. Mon ikke, der er smartere måder at komme frem på?

I slutningen af maj skulle Josefine prøve at spise grød for første gang. Mor og far var helt overstadige, fordi det var så spændende. Mor havde kogt en lille portion af noget, hun kaldte hirsegrød, og hun havde blandet modermælk i, så Josefine kunne smage noget, hun kendte, sammen med det nye.

Så satte de sig hen til bordet, og mor filmede det hele. Josefine var meget spændt på, hvad det var, der skulle ske, og det var faktisk ret sjovt at prøve at smage rigtig mad. Indtil nu havde hun ikke prøvet at spise andet end lidt æble, og da hun ingen tænder havde, kunne hun jo kun sutte saften fra æbleskroget. Det her var ret anderledes!


24-05-03-kl.-10.59 24-05-03-kl.-11.00
Aha! Man kan sidde på alle fire. Sjovt!   Josefine kan godt se mulighederne i at være oppe på alle fire. Men benene vil endnu ikke lystre.

Der skete bare så meget nyt i løbet af maj måned. Fine lærte at sidde, hun begyndte at få rigtig mad, og så fandt hun ud af at rejse sig op på alle fire og sidde og rokke lidt, men fremad kom hun ikke endnu. Hun begyndte også så småt at forsøge at hive sig op at stå, når hun fik fat i noget, så mor og far kunne godt se, at der snart ikke gik længe, før den lille ville komme op og stå på benene.


25-05-03-kl.-14.18 25-05-03-kl.-14.20
Josefine er på besøg hos Elisabeth, som er nogle måneder ældre.   "Nej, Elisabeth, det er min mor og mit kamera, så jeg skal være forrest i billedet!"

Sidst i maj kom sundhedsplejersken, og så blev Fine målt og vejet. Josefine var blevet 71 cm. lang og vejede 8500 gram, så hun var ved at være en stor pige. Hun var fortsat større end gennemsnittet, men vægten begyndte at nærme sig det normale. Sikkert fordi hun bevægede sig så meget, at hun ikke længere tog så meget på. Men hun havde jo taget lidt over 4,5 kg. på, siden hun blev født. Dengang vejede hun 3880 gram. Tænk hvis alle gik og mere end fordoblede deres vægt i løbet af nogle få måneder!

21-05-03-kl.-13.35 28-05-03-kl.-09.05
Fine bliver vejet af Bente sundhedsplejerske.   Når Fine får sutteflaske er det mest far, der giver, men nogle gange må mor osse godt.