Barselsopholdet

Dagen efter vandet var gået, var veerne stadig ikke startet. Derfor tog far og mor ind på fødegangen, så mor kunne få vedrop for at hjælpe Josefine på vej.

Droppet blev lagt ved 10-tiden om formiddagen, og de første timer skete der næsten ikke noget. Mor kunne stadig smile og hygge sig, og far og mor snakkede meget om, hvor specielt det var, at deres lille barn snart skulle fødes.

Først sidst på eftermiddagen, begyndte det for alvor at gøre ondt. Og så gjorde det også rigtig, rigtig ondt! Fra ved 17-tiden var der stort set ikke pauser mellem veerne, så de sidste tre timer var noget af en prøvelse.

Til sidst kom Josefine dog ud - hun fik hjælp af en læge med en sugekop, men mor pressede så meget med, at det faktisk ikke kunne ses bagefter.

Så langt om længe - klokken 20.01 - var Josefine helt ude i verden, parat til at opleve alt det nye!

Der gik ikke lang tid, før Josefine havde været i mange hænder. Hun fik masser af besøg, og personalet på barselsgangen gav hende somme tider lidt modermælks-erstatning, for hun kunne endnu ikke helt finde ud af at spise ved mors bryst.

Josefine har en stor familie - mormor og morfar, bedstemor og bedstefar, nogle onkler, en faster og endda nogle papoldeforældre. Dem er der vist ikke så mange af. Josefines faster hedder Moster Anne. Og så har hun en olde, som hedder Bedste. Men det hedder bedstemor jo også...det kan godt være lidt forvirrende.

De fleste af dem allesammen er fars forældre og søskende. Dem kan man godt kalde bedstefamilien, så er det ikke nær så svært at finde ud af.

Det første stykke tid sov Josefine meget. Så meget, at der gik lang tid, før moster Anne fik set Josefines øjne for første gang. Hun kunne sove fra alting, og det var nok meget godt, for der var hele tiden så mange nye indtryk, at man godt kunne have brug for at lukke lidt af engang imellem.

Efter nogle dage på barselsgangen, kom mor og far og Josefine på Patienthotellet, hvor de fik deres helt eget hotelværelse. Mor og far fik en dobbeltseng, så de kunne ligge ved siden af hinanden, og Josefine havde sin egen lille vugge, som var rar at ligge i, når man ikke var hos far eller mor.

Desværre kune Josefine ikke sove så meget den første tid. Hun havde fået gulsot, og derfor skulle hun have mad hver 3. time, så mor og far blev nødt til at vække hende døgnet rundt. Det var sjældent, hun ville have bryst, så ofte var det far, der gav bæger med enten modermælkserstatning eller mælk, som mor havde malket ud.

Josefine kunne ikke altid lide at blive skiftet. Nogle gange skreg hun, så hun mindede om det japanske flag - hendes hoved blev til en lille, rød cirkel. Men ikke alle hendes lyde var lige høje. Faktisk havde hun også verdens mindste lyd. Et lillebitte suk, som man for det meste hørte, når Josefine var træt og havde det godt.

Efter en uge på Skejby Sygehus, var det tid til at tage hjem. Far og mor glædede sig meget til at vise Josefine, hvor de alle tre boede, og Josefine havde fået en fin lille dragt på. Det var den samme dragt, som far havde på, da han var nyfødt og skulle hjem fra fødselsstiftelsen.

De sidste timer før hjemturen gik med oprydning og spisning. Og så skulle Josefine også lige have tid til en sidste lur, før hun bevægede sig ud i den store, ukendte verden.